Såkaldte sygdomsfremkaldende virus er videnskabelig ikke bevist

Bidrag fra Ewa Leimer

Artiklen skal give et overblik over, siden hvornår antagelsen af "virus" har eksisteret, hvordan konventionel medicin definerede "virus" dengang og nu, og hvordan Germansk Heilkunde® (tidligere: Ny Medicin, Germansk Ny Medicin®, eng. Germanic New Medicine®), opdaget af Dr. med. Mag. theol. Ryke Geerd Hamer, fører eksistensen af "Virus", som egentlig ikke er andet end ufarlige protein-forbindelser, ad absurdum.

Efter en kort introduktion skrives om den angivelig videnskabelige karakter af "virologi" og udviklingen af ideen om "virussen" op til nutidens konventionelle medicinske definitioner. Dette efterfølges af et kort resumé fra Germansk Heilkunde®'s synspunkt, og hvordan viden (indsigten) om "virus" har ændret sig i løbet af Dr. Hamers forskning.

***

(oversætterens note: medicin/medicinen = nutidens konventionelle medicin, vestlig medicin, "stats-medicin")

Den aktuelle diskussion om, hvorvidt coronavirussen (Covid-19) er farlig eller bare en almindelig virus, der forårsager en ufarlig influenza, er en farce, da medicin ikke har leveret noget videnskabeligt bevis indtil i dag. Et bevis, der kan bekræfte eksistensen af såkaldte patogener (=mikroorganismer, som fremkalder sygdom).

Forsøget på at modbevise denne nonsens (eksistensen af såkaldte sygdomsfremkaldende virus) vil kun lykkes, hvis du (på din egen krop) har verificeret viden om Germansk Heilkunde®, hvilket fører denne irrationale antagelse ad absurdum.

I systemet, som Dr. Hamer har opdaget og kalder Germansk Heilkunde®, findes der ikke ideen om "ondskab", som er stærkere end det "gode" eller at noget "sygt" der er stærkere end noget "sundt". Inddelingen i godt og dårligt kom fra teologien, direkte fra Vatikanet.

Systemet i Germansk Heilkunde® giver os en logisk forklaring på opståen af såkaldte sygdomme og giver den gamle medicinske konsensus ikke engang et nanometer fri rum. Selv indenfor den såk. virologi er egne publikationer i modstrid med egne angivelige beviser (snarere gætteri), fordi der er ingen beviser - indenfor virologi er beviser slet ikke interessante. Virologien antager simpelthen, at virus eksisterer.

Derimod kan indenfor Germansk Heilkunde®-systemet hvert trin verificeres, forstås og forudsiges.

Dette er de tre grundlæggende kriterier for videnskabelig erkendelse:

  1. verificerbar
  2. reproducerbar
  3. forudsigelig

Hvis disse tre vigtigste kriterier mangler, kan der ikke være tale om videnskabelig erkendelse.

Medicinen er baseret på gamle, forældede pseudo- "videnskabelige" modeller ... og samtidig kræves betegningen: naturvidenskab ... De såkaldte fremskridt inden for medicin er rent teknologiske, hvilket betyder, at konventionel medicin har et stort arsenal af tekniske opfindelser til rådighed. Teknologiske fremskridt var muligt, fordi teknologi er baseret på verificeret (videnskabelig bevist) viden (såsom kemi eller fysik).

På det grundlæggende medicinske spørgsmål, hvor den såkaldte sygdom kommer fra, har vi ikke fået et videnskabeligt svar fra konventionel medicin...

Den fokuserer kun på symptomer, der frit tolkes uden et videnskabelig grundlag. Af denne grund er den nødt til at falde tilbage på hypoteser, konsensus, dogmer (Onkologia podręcznik dla studentów medycyny, wydawnictwo lekarskie PZWL 2003, side 58) og statistikker.

En af medicinens ikke videnskabelig beviste antagelse er eksistensen af en såkaldt virus.

I såk. virologiens specialpublikationer findes der udtrykket "virus", men i ingen af disse publikationer findes strukturen af en menneskelig virus, hverken i blodet eller i nogen anden type kropsvæske eller på den menneskelige krop (f.eks. ved mæslinger). Kun i døende cellen har man bemærket ”noget”.

I modsætning til bakteriofagerne i bakterierne (medicinen kalder dem - uden videnskabelig bevis - virus af bakterierne), som nemt kan isoleres og undersøges biokemisk (muligt siden 1940), kan såk. virus, der siges at forårsage sygdom ved mennesker, dyr eller planter, ikke isoleres.

Man har aldrig prøvet at isolere en såk. menneskelig virus. Fordi i medicinen findes der ingen protokoller til, hvordan man isolerer en virus. I modsætning til bakteriologi, hvor der findes sådanne protokoller siden 1940.

Hvad er bakteriofager (kaldet virus)?

Når bakterier dør på normal vis (og dette sker langsomt) - når de mister deres levebrød (f.eks. for varmt, for koldt, stråling) - bygger de sporer, der kan overleve i århundreder. Og når miljøet igen er godt, vokser de ud af dem.

Hvis de ikke har tid til at danne sporer, reducerer bakterierne sig til ”mini-form”, endnu mindre partikler, nemlig "kun" til såk. nukleinsyre, det såk. genetiske materiale. Denne nukleinsyre er omgivet af en skal med protein, det byggemateriale, der er nødvendigt til livet. Disse partikler er alle ens.

Bakterierne dør ikke helt, men nukleinsyren forbliver som en energikilde, der bruges af andre bakterier, der eksisterer omkring. Nukleinsyrens primære funktion er energiproduktion. Derudover er der proteiner omkring nukleinsyren ... hvorfra nye bakterier udvikler sig.

Såkaldt bakteriedød er også noget målrettet, det er en meningsfuld/nyttig proces.

Man troede, at disse små partikler var årsagen til bakteriedød. I medicinen kaldes de derfor bakteriofager, bakterie-spisere ("virus"), som er en forkert betegning.

Dette - i bakterier observerede - mønster er blevet overført til antagelsen om, at der findes virus i menneskelige celler. John Franklin Enders (amerikansk bakteriolog og virolog, 1897-1985) var den første, der gjorde det.

Menneskelige celler er organiseret på en mere kompleks måde, lige meget om de nu er in vivo eller i et reagensglas.

Uden at tage dette i betragtning overtog Enders modellen fra bakteriologien og brugte den i sine eksperimenter med dyreceller.

Men han isolerede ingen virus. I stedet for at isolere en virus hævdede han, at cellerne dør pga. tilføjelsen af en prøve/udtværing (tysk: Abstrich) fra en "syg person". Han lavede sine eksperimenter i et reagensglas.

F.eks. mæslinger: Han tog en vatpind med spyt fra den person, der lider af mæslinger (bedre sagt: en person, der havde symptomer klassificeret som mæslinger) og tilføjede den cellerne, og cellerne begyndte at dø bort.

Men de ville alligevel dø, uanset om der blev tilføjet noget eller ej.

Hvordan forgik en sådan procedure dengang?

Efter bakteriofag-modellen tog J. Franklin Enders livskilden fra cellerne. De fik en antibiotisk cocktail, hvor der var streptomycin i (antibiotikum), der dræbte cellerne. (Dette vidste man ikke i 1954. Det var først i 1973, at man opdagede at dette antibiotikum dræber celler på egen hånd.) Til de tidligere behandlede (”kontaminerede”) celler tilføjede han en udtværing fra spytet af en ”syg patient” (menneske, som havde symptomer). Cellerne døde meget hurtigt. Men Enders gjorde ingen kontrolforsøg.

Hvis han havde foretaget kontrolforsøg, dvs. hvis han havde sammenlignet disse celler med dem, der ikke havde gennemgået denne procedure og ventet et stykke tid med at observere forskellige reaktioner, ville han have fundet ud af, at gruppen, der gennemgik proceduren, "kun" døde hurtigere, end gruppen af "normale" celler. (Der er kun få celler, der kan overleve længere tid i et reagensglas).

Bare døden af celler var "tilstrækkelig bevis" for eksistensen af virussen for Enders.

Hvornår begyndte "virussens" historie?

Historien begyndte med Lois Pasteur (1822-1895). Det var Pasteur, der kom med ideen om, at der er et patogen, der tusind gange er mindre end bakterier og derfor ikke kunne ses under et mikroskop (optisk mikroskop). Han betegnede denne angivelig eksisterende "patogen" som gift. Hans blotte gæt bygger ikke på et videnskabeligt bevis.

Hans dagbøger viser, at de offentliggjorte resultater af hans forskning ikke stemte overens med de faktiske resultater (= forfalskning). Og selvom han ikke vil have at disse dagbøger bliver offentliggjort (det står i Pasteurs testament), holdt hans sidste mandlige efterkommer sig ikke efter det. Verden fik at vide om dette bedrag af Prof. Gerald L. Geison´s bog, som er baseret på disse dagbøger. (Se også video på polsk: Medicin og dens paradigme)

Hvordan fortolker medicinen en såkaldt virus?

Definitionen på virus i konventionel medicin er: Virus (latin: gift) er små infektiøse partikler (sygdomsfremkaldende partikler), der "inficerer" alle former for liv og ikke kan formere sig uden for værtscellen.

I mellemtiden har medicinen "suppleret" denne definition:

”Virus er en stor og heterogen gruppe af infektiøse stoffer, hvis strukturer, med nogle få undtagelser, kun kan bestemmes ved hjælp af elektronmikroskopet.

Virus er ingen cellestrukturer observeret i andre grupper af mikroorganismer og har ingen metabolisk aktivitet uafhængigt af værtscellen, hvori de formeres. Hver virus indeholder nukleinsyre og proteiner. Virusproteiner udgør 40% - 96% af virussen."

Definition: Metabolisme er en generel betegnelse for den biokemiske omsætning af kemiske forbindelser i den levende organisme og dens celler

Proteiners rolle i den levende organisme

Proteiner er materialet i organismen, der er nødvendig for livet. Protein er et af de basale næringsstoffer. Det er vigtigt for, at kroppen fungerer korrekt, da proteiner er involveret på forskellige måder i praktisk talt alle processer i kroppen.

Den menneskelige krop bygger de krævede proteiner (enzymer, blodproteiner og mange flere) ud af 20 forskellige aminosyrer (proteinogene aminosyrer). De ikke-proteinogene aminosyrer bruges ikke til at opbygge proteiner; de har forskellige andre funktioner i kroppen.

I de forskellige celler i kroppen sammensættes aminosyrerne for at danne proteiner. Aminosyrer bliver til protein.

Hvilke beviser leverer medicin for eksistensen af menneskelige virus?

Ingen!

Først skal nævnes, at det kun var elektronmikroskopet, der gjorde det muligt at se cellestrukturer, der ikke var synlige under et lysmikroskop. Men de billeder, der er synlige under elektronmikroskopet, viser død stof. (På grund af den anvendte teknologi, da elektronerne kun kan bevæge sig i vakuum.)

Under elektronmikroskopet er forskellige små (døde) partikler synlige (på det statiske billede), der er både inden i og uden for cellen. Medicinen hævder frit, at disse normale cellekomponenter er "virus". Man er ikke i stand til at isolere dem, ikke engang undersøge biokemisk, hvad der ville være nødvendigt i videnskabelig forskning!

Det er vigtigt at vide, at der er ingen forskel mellem disse elektronmikroskopiske billeder af cellerne, der antages at bekræfte den såk. "virus-eksistens", og mikroskopiske billeder af andre celler med deres normale komponenter.

Hvilken metode bruges i dag til at bevise eksistensen af ​​virus?

Det materiale, der skal undersøges (en udtværing, fx fra mundhulen), tages af en "syg person" (diagnose som følge af symptomerne), dette materiale behandles med PCR (nukleinsyremultiplikation - DNA / RNA).

DNA / RNA-materialet, der blev dublikeret fra et medicinsk defineret "sygt" væv, sammenlignes med celler fra et medicinsk defineret "sundt" væv, og forskellen defineres som virus. Fordi det antages, at det såkaldte genetiske materiale (nukleinsyre) i såk. raske mennesker er statisk, konstant, dvs. uforanderlig.

Nu har medicinen et problem: I mellemtiden viste det sig, at det såkaldte genetiske materiale fra en såkaldt sund person er underlagt konstante ændringer. Hele ideen om genetik er forsvundet i tynd luft.

Citat fra "Die Zeit" - artikel fra 12. juni 2008:

”Genomet blev set som et uforanderligt mønster hos mennesker. I dag skal videnskaben opgive denne idé. Faktisk er vores genetiske materiale i en tilstand af konstant ændring.

For to år siden var 25 genetikere samlet på University of California for at løse dette formentlig enkle spørgsmål: hvad er et gen?

Det har imidlertid vist sig at være ekstremt vanskeligt at prøve at definere udtrykket indenfor egen medicinisk fagområde. Mødet med eksperter sluttede næsten i en katastrofe.

"Vi havde møder i timevis, alle råbte mod hinanden ..."

Hvad forskere har fundet i menneskets eller dyrets kromosom (inklusive planter) bryder tidligere tankemønstre inden for genetik.

Især medicinsk forskning står over for nye udfordringer (da medicinen mener, at kroppen er uforanderlig og bestemmes af dens gener, inddeler medicinen generne i gode og dårlige - ideen blev endda tildelt Nobelprisen - Harald Zuhausen ejer det patenteret idé om virus og vaccine mod livmoderkræft).

Krop og sjæl (sundhed, udvikling, aldring) er genstand for en genetisk interaktion, hvis kompleksitet overstiger alle tidligere forestillinger.

Genetikerne må sige farvel til deres billede af et stabilt genom, hvor ændringer er patologiske undtagelser. "

Som nævnt ovenfor forsøger medicin at bevise en virus på følgende vis: Du tager to cellekulturer, den ene er defineret som "sund", den anden som ”syg” (dvs. med såk. sygdomsfremkaldende partikler). Forskellen i resultatet af denne "undersøgelse" er for medicin "noget" (antaget virus), der forårsager sygdommen.

Dette er den "videnskabelige" forskning, der antages at "bevise" eksistensen af en såkaldt virus ...

Ved laboratorie-teknikerne endda, hvad de leder efter?

Ligeledes støttes resultaterne af "undersøgelser" (test) for såkaldte antistoffer, som medicinen også er afhængige af, på lignende måde med såk. troværdige videnskabelige "beviser".

Bemærk: Antistofferne hører til glycoproteinerne, hvis molekyle indeholder 82% - 92% protein og 4% til 18% kulhydrater. Også her har vi at gøre med protein.

***

Hvad siger Dr. med. Ryke Geerd Hamer om "virus"?

Dr. Hamer troede i de tidlige stadier af sit forskningsarbejde (fordi det var sådan, det blev lært under hans studier), at såkaldte virus eksisterer. Men fra begyndelsen, så han dem som hjælpere. Efter hans følgende opdagelser, begyndte han at tvivle på eksistensen af virus... det er forståeligt, at han i sine senere publikationer, der beskrev forløbet af vagotoni i ektodermale dele af organer, brugte udtrykket: "virus, hvis de eksisterer." I den sidste fase af hans forskning var han sikker på, at organismen i den vagotoniske, restituerende fase af ektodermal væv, ikke havde brug for yderligere hjælpere.

Med Germansk Heilkunde®s logiske systematik er denne meningsfulde proces nemt at forstå.

Det ektodermale væv, der opstod under menneskets evolution, er det yngste væv. I tilfælde af SBS danner dette væv ulcera (vævstab) i sympatikotoni (konfliktaktivitet, ca-fase), som umiddelbart er synlig efter DHS og varer indtil konflikt-aktive fasens slutning. Efter konfliktolyse (CL = slutning af biologisk konfliktaktivitet), begynder den restituerende proces på vævet, dvs. ulcera (sår), der dannedes i den aktive fase af SBS, er nu fyldt med nyt ektodermalt væv.

Proteiner, der er involveret i restitution af dette væv, har en grundlæggende rolle. Behovet for proteiner er højere i denne fase, da de tab, der dannes i ca-fasen, nu skal fyldes igen med nyt væv.

Efter afslutningen af SBS er restitutionen fuldført ... Organismen vender tilbage til normotoni ... til en tilstand, der kaldes "helbred" i medicinen.

Resume fra synspunktet af Germansk Heilkunde® (tidligere: Ny Medicin, Germansk Ny Medicin®, eng. Germanic New Medicine®):

Konventionel medicin har ingen problemer med at finde og isolere mikrober i endodermalt og gammel-mesodermalt væv. Den klassificerer disse mikrober som patogene (sygdomsfremkaldende). Selve tilstedeværelsen af mikrober i en krop, som har symptomer, er tilstrækkelig bevis for medicinen til at betegne mikroberne som patogene.

Deres argument: ”Individet er "syg", vi finder mikrober i det, derfor er årsagen til denne sygdom: mikroberne.” Medicinen behøver ikke længere at forske, fordi de HAR "patogenet". Infektionsteorien bekræftes for den.

Det ektodermale væv har derimod ikke brug for mikrober. Men denne "infektionsteori", som medicinen bygger på, forpligter den også til at finde patogener. Så søger de fortsat ... endnu dybere i vævet ... De komplicerede procedurer, som konventionel medicin udfører for "sygdomme", hvor der ikke forekommer mikrober, er blot et forsøg på at ”holde infektions-konsensus i live”.

Her bruger konventionel medicin de nyeste teknologiske fremskridt, inklusive elektronmikroskopet. Først under elektronmikroskopet ser man mindre partikler, som man frit kan fortolke, da man hidtil ikke har været i stand til at isolere dem og undersøge dem biokemisk ...

Dr. Hamer siger: Hvis man overhovedet kan tale om "hjælpere" i det ektodermale væv, er det kun om uskadelige proteinforbindelser. Konventionel medicin betegner disse proteiner som ”virus”.

Denne oversigt er baseret på et interview med en tysk mikrobiolog, Dr. Stefan Lanka, og bogen "Mikrobiologia lekarska" manual for medicinstuderende i PZWL 2004, og selvfølgelig på Dr. Ryke Geerd Hamers forskning.