En INTRODUKTION til GERMANISCHE HEILKUNDE®
af Dr. med. Ryke Geerd Hamer
Afgrænsning fra psykosomatikken
Jeg har været assistentlæge hos prof. Thure von Üxküll i Gießen, som har skrevet et meget tykt standardværk om psykosomatik. Der beskæftiger man sig med problemet “sympatikotoni og vagotoni” ganske kort. Der står, at en sådan lidelse kaldes ”vegetativ dystoni”. Indenfor psykosomatik har man bestemt haft de rigtige intentioner, og rigtige antagelser på mange måder. Det ville også være uretfærdigt ikke at sætte pris på mange forfatteres store tjeneste i søgen efter sammenhæng mellem psyken og organer. Der kunne bare ikke rigitig arbejdes med det, fordi klare og entydige sammenhæng – som Germanische Heilkunde® (tidligere: Ny Medicin, Germansk Ny Medicin) viser i dens lovmæssigheder – aldrig blev beskrevet.
Psykosomatikken beskæftiger sig generelt kun med sygdomme, hvor en angivelig kronisk konflikt fører – gennem det vegetative nervesystem – til somatiske ændringer i organer. For at undersøge disse kroniske konflikter, der angiveligt forårsager en bestemt sygdom, bruger man indenfor psykologi normalt psykoanalytiske metoder. Det er derfor ikke underligt, at alle forsøg på at påvise en sammenhæng mellem individuelle lidelser og bestemte konfliktkonstellationer endnu ikke har været brugbare.
Psykosomatikken har ganske vist endnu ikke fundet nogen standardregler for organ-tildelingen.
Et astmaanfald tolkes typisk som et tude-anfald, højt blodtryk sidestilles med undertrykt vrede og mavesår som en konstant konflikt mellem tendenser til aggression og flugt.
Disse eksempler skal vise, hvor fjernt psykosomatikken er fra Germanische Heilkunde® (tidligere: NY MEDICIN, Germansk Ny Medicin).
Det er bl.a. sket, fordi specialister i psykosomatik fulgte for meget i psykologernes fodspor, i stedet for at stole på det solide fundament i biologi og adfærds- og primatforskning. Der er blevet ført uendelige diskussioner om stresspotentialer eller stressforskning uden at bemærke, at stressen kun var en konsekvens af DHSet, et symptom på ca-fasen. I populære bøger om psykosomatik (Bräutigam, Christian, vom Rad) nævnes begrebet sympatikotoni ikke en eneste gang.
Måske har jeg altid været for meget naturvidenskabsmand til uklar psykosomatik. Efter min mening vil psykosomatikken ikke længere eksistere ved siden af Germanische Heilkunde®, men den vil blive suppleret og overtaget af Germanische Heilkunde® med solide, biologiske lovmæssigheder.
Grossart-Maticek (Krankheit als Biographie, Sygdom som biography, 1979) klager over psykosomatiske kræftforskere:
Indtil videre har forskerne ikke været i stand til at udvikle en metode til at skelne mellem psykosociale konflikter før sygdommen og psykosociale ændringer efter sygdommen. Dette er heller ikke muligt i enkelte undersøgelser, fordi der mangler et forskningsprogram.
Grossart-Maticek har ret i, at det er vanskeligt efter diagnosen at skelne mellem hvad der var sket før, og hvad diagnose-chokket udløste. Selvfølgelig overser han én ting, for på det tidspunkt var Germanische Heilkunde's Biologiske Love endnu ikke kendt: Patienten er enten i permanent konflikt-aktiv sympatikotoni, kvasi fysiologisk, for at løse sin Biologiske Konflikt, eller patienten er i permanent vagotonisk helbredelsesfase (pcl-fase), fordi organismen skal regenereres igen.
Begge faser kan kun forstås biologisk – hverken psykologisk eller psykosomatisk.